på vej hjem

Den første uge er gået, og jeg er på vej hjem. Fuld af savn men også fortrøstningsfuld. Jeg har ikke det familien siden søndag aften, og kan ikke vente med at kramme børnene og den kære mand. Det er vildt, hvor meget man spdan fysisk kan savne nogen. At kramme dem, mærke deres små hænder i min, duften af dem, følelsen af at sidden med dem på skødet. Og ikke mindst deres kys og kram. 
De har heldigvis hygger sig med bedsteforældre, reservebedstemor og ikke mindst deres fantastiske far. 
For mit vedkommende har jeg mødt mange, mange nye mennesker. Søde kollegaer, og et arbejdssted der lader til at tage alle os nye seriøst. Og ville give os en god uddannelse. 

Og jeg har valgt at føle mig priviligere. At kunne starte job op og have ro om eftermiddagen. Det er jo sindssygt hårdt at starte op på noget nyt. Men at kunne bruge eftermiddage og aftener på at slappe af og lade op. Det fokuserer jeg på. Og at strikke. Efterhånden vil jeg også bruge timerne på at læse op. Lige nu bliver hovedet tømt. 
God weekend