Engang imellem støder jeg på et opslag på Instagram, hvor nogen har delt deres taknemmelighedsliste. En slags øvelse i at fokusere på det gode i livet, huske på de rare stunder eller lignende kunne jeg forstille mig.
Noget, jeg synes, lyder som en rigtig dejlig ting. At midt i hele sin trummerum og hverdagshurlumhej kan huske sig selv på det allerbedste.
Jeg duer ikke til et noteshæfte eller kalender. Det er forsøgt en gang eller to… men i aftes var der en stund jeg gerne vil huske på.
Huske hvordan lillebror egentlig vågnede op, da jeg gik i seng og tændte lyset (plejer ikke at være et problem). Hvordan han satte sig op, helt søvndrukken og småforvirret, kiggede sig omkring missende med øjnene og fik øje på mig. Sendte mig det største, mest umiddelbare smil, som havde han savnet mig hele dagen.
Da jeg slukkede lyset og lagde mig, fik han straks krabbet sig hen til mig, lagde sig helt tæt opad mig og faldt i søvn igen med hovedet i min armhule.
Lillebitte yndlingsmand ♥️
Rigtig god weekend
/Anne
