Min lille blide, søde og altid smilende dreng er altså ved at blive stor. Han rammer jo meget, meget snart de 2 år. Og med det kommer der altså også en ting eller to, som jeg ikke umiddelbart vil beskrive som lutter lagkage.
Han har altid været en ret nem og mild dreng, så havde ærlig talt ikke lige forudset, at jeg en dag i vuggestuen fik beskeden at han altså havde bidt en af de andre drenge. What?? Seriøst altså!??! Kan så afsløre at moren til den anden gut (som jeg efterfølgende har snakket med) slet heller ikke havde set det komme. Og så står man her. Og tænker, hvad ved jeg om bid i vuggestuen? Jo, altså det eneste jeg ligesom har hørt og set endnu er frygtelige billeder og udtalelser fra mødre, hvis børn er blevet bidt. Store røde mærker med det fulde tandsæt og rimelig harme ord som “Hvad er det for nogle forældre, der ikke opdrager deres børn bedre!”. Og så står man lige der. For jeg føler virkelig ikke, at jeg kunne have gjort noget for at undgå situationen. Har slet ikke set den side af ham før.
Vi har selvfølgelig fået at vide, hvad der skete nede i vuggestuen. Lille A og den anden dreng ville begge to have et stykke legetøj. Jep. To fuldstændig jævnaldrende drenge, de famøse næsten 2 år. Lige stærke, lige store og nøjagtig lige dårlige til at dele og ikke mindst kommunikere om det. De to små drenge som altså også er bedste kammersjukker. De sover ved siden af hinanden på madrasserne, de spiser sammen, leger sammen, griner og fniser sammen og selvfølgelig bliver de også uenige. Heldigvis så en af pædagogerne det ske, og med lidt god vilje kunne man lige ane biddet efter en enkelt hjørnetand. Situationen blev selvfølgelig snakket om nede i vuggestuen, men hvad så nu? Kan jeg så gøre meget fra eller til herhjemme? Vi forsøger jo generelt at opdrage ham til at dele, og at “miiiiiin” altså ikke altid er ensbetydende med, at det rent faktisk er hans.
Vil meget gerne høre jeres input. Det er slet ikke for at affærdige, at det er et problem at børnene bider hinanden. Det skal man SELVFØLGELIG ikke, men altså, jeg føler ikke, at jeg som moren bag kunne have gjort meget til eller fra lige her. Og hvad kan jeg egentlig gøre fremover?
/Anne
Godt indlæg og godt spørgsmål. Vi har tidligere oplevet det et par enkelte gange at der bides herhjemme. Det er ofte i situationer hvor der er run på herhjemme hvis feks skal hurtig ud af døren. Det er så tydeligt at det er hans måde at sige fra & nej på. Vi taler meget med ham om det og har sagt man skal sige S T O P i stedet for. Han har ikke bidt andre, men det hele gik lidt i sig selv igen ret efter en kort periode.
Det er jo ofte typisk i den alder. Netop fordi sproget ikke er udviklet helt endnu og derfor ved de ikke hvad de ellers skal gøre, ved ikke hvordan de skal sige fra eller lign, og ja så bider de. Og det er “heldigvis” oftest i situationer hvor de føles sig presset og i afmagt osv.
For mig handler det om at man anerkender barnets følelser, altså gir udtryk for at man godt kan forstå at barnet blev frustreret, sur, gal mm og hjælper barnet med at sætte ord på så barnet kan lære/hjælpes til hvordan det kan agere næste gang. Ved fx at bruge “de rigtige ord”. Men hvis barnet ikke kan sætte en følelse og et ord sammen, så er det skisme da også svært. Og det er det de lærer i den alder.
Men tal om følelser, hvad de hedder, hvordan de ser ud, at man siger stop (evt med hånden oppe som stop-tegn) kalder på en voksen, og helt basic, sørg for at barnet er udhvilet og klar til en til tider hektisk dag i vuggestue.
Men det er altså ret almindelig i den alder. Så det er ikke fordi i har gjort noget forkert som forældre!!!!
Villum bider også… Han har bidt en enkelt gang i vuggestuen og er også selv blevet bidt. Herhjemme har han efterhånden haft bidt os alle, tror jeg. Herhjemme sker det ofte når der tumles eller leges vildt – og jeg tyder det til, at når hans grænser overskrides, så ender det med et bid, da han ikke har sproget til at kunne sige fra med endnu. – Som de andre skriver, er det typisk for alderen, da sproget ikke er udviklet nok endnu, og hvordan siger man så fra? ALma bed også, kan jeg huske.. Det går over igen, heldigvis. Det er jo ikke videre charmerende, nej, men har altså ikke noget at gøre med dårlig opdragelse, eller skidt knægt. -Kan i øvrigt ikke forstå, at de ikke snakkede med jer om det i vuggestuen? Det gjorde de med os – at vi ikke skulle tage det så tungt, det var helt normalt.
Så helt rolig Anne – det er hverken jer eller lille, skønne A der er noget galt med!
Kh Stine 🙂
Det er helt, helt, helt normalt – jeg har jo som bekendt to drenge – begge ældre end din – og de har begge bidt og de er begge holdt op med det igen. Dog med den ældste stod det på i en lang periode og det viste sig at han havde væske på ørene og derfor hørte enormt dårligt og derfor faktisk blev lidt stresset når der var meget larm i vuggeren, fordi det bare blev til “sussen”, så det gjorde ham meget pirrelig; så snart det forsvandt, så kom der også langt færre konflikter der endte med bid… Men læs denne her artikel; http://www.farmorogborn.dk/haps-om-brn-der-bider/ den synes jeg er god (og ikke kun fordi det er min mor der har skrevet den haha) – sådan har jeg tacklet mine unger, og de er kommet ubidende ud på den anden side 😀 Men vil også sige at jeg ikke forstår at de efter blot en enkelt episode hiver jer ind i det nede i vuggeren: hvis jeg skulle have at vide hver gang mine unger havde håndteret en konflikt mere eller mindre “uhensigtsmæssigt” så ville jeg godt nok føle mig lidt presset :-/
Jeg tænker altså at næsten mere er reglen end undtagelsen… Vores ældste datter, har vidst bidt en enkelt gang og er selv blevet bidt en enkelt gang… Børn kan jo overreagere på alle mulige måder, og hvis de ikke kan udtrykke sig i den pågældende situation, ja så kan de finde på at bide (eller slå en plastikskovl i hovedet på et andet barn, eller skubbe sin legekammerat ned fra den scooter han/hun havde udset sig)… Selvfølgelig skal de have at vide, at det ikke er okay, men tænker umiddelbart heller ikke at man skal blive ved med at køre i det.. (skriver kun dette, fordi jeg nogen gange kan tage mig selv i at gentage den samme løftede pegefinger flere gange…) Nu er vores den ældste 4 år, og jeg synes det der med at dele er næsten lige så svært, som det var for to år siden…. Hun er bare blevet bedre til at udtrykke sig sprogligt, som resulterer i flere hyl og skrig, end i bid…. 😉 Jeg er 100 % sikker på at du gør det helt rigtige, selvom jeg kender følelsen…. Og tror bare du skal være den mor som du plejer, da det virker som du har en dejlig sund og sød dreng… Evt. kan det være man kan finde en god børnebog omkring emnet (Hvis der findes sådan en), og så læse den sammen med ham… så det bliver en snak, mere end den førnævnte pegefinger…. Er sikker på at du er den bedste mor for ham! 🙂
Jeg tror bestemt også det er en aldersting, hvor sproget endnu ikke er fulgt nok med til at man kan sige stop. Det handler nok om at give redskaber til at ‘sige fra’ på andre måder. Og så holde op med at slå sig selv i hovedet, hvis det sker en enkelt gang eller to. Børn må også godt blive vrede og sure og kede – så er det bare os voksne, der skal lære dem en hensigtsmæssig måde at håndtere det på. Kram til jer