Som medicinstuderende er det vist nærmest uundgåeligt at komme til at “fejle” en masse ting under studiet. Man hører jo om frygtelig mange sygdomme, så den ene dag har man skuldersmerter og den næste har man da vist en frygtelig hjertebanken. For tiden har jeg psykiatri, og det fører således til nogle lidt dybere indsigter i og tanker om sig selv.
I dag havde vi undervisning i angstlidelser og herunder social fobi. Og nu har jeg absolut ingen intentioner om, at sidde og diagnosticere mig selv, men det mindede mig virkelig, virkelig meget om mig selv for ca. 15 års tid siden.
I slutningen af folkskolen brød jeg mig virkelig, virkelig ikke om at være i centrum. Det værste jeg overhovedet kunne forestille mig var at skulle fremlægge noget for klassen. Jeg blev rød som en tomat, kunne ikke sove flere nætter inden, havde hjertebanken, og hele fremlæggelsen var forfærdelig tortur. Jeg husker en fremlæggelse, hvor jeg snakkede mens jeg pillede i noget papir der var tapet fast på kateteret, og da nogen på et tidspunkt bad mig om at snakke højere brød jeg sammen og styrtede ud af klassen. Og det var jo nærmest endnu værre at skulle tilbage til klasseværelset igen på et tidspunkt. At sige noget højt i timer var heller ikke lige min “thing”. I gymnasiet rødmede jeg konstant, hvis jeg skulle sige noget i timerne, og folk må næsten have kunnet høre mit hjerte banke. Frygten for at komme til at sige noget flovt eller pinligt, at alle kiggede på mig og syntes at jeg var dum var totalt overvældende. Stemmen har ofte været ved at svigte mig, og jeg kunne ikke komme hurtigt nok tilbage til at kunne kigge ned i mine bøger igen og håbe at ingen så på mig længere.
At gå ind i lokaler, hvor der var mange mennesker var frygteligt. Lærerværelset var nærmest var nærmest umuligt for mig at entrere, og senere har jeg haft problemer med kantiner. Steder hvor folk har siddet i grupper, og jeg kommer udefra. Kom jeg for sent (hvilket praktisk talt aldrig skete) blev jeg hellere siddende udenfor en time og ventede på at kunne gå ind under postyret i frikvarteret.
Helt ærligt så var det bare slet, slet ikke rare minder at tænke på. Jeg havde det virkelig, virkelig dårligt i de situationer.
Men heldigvis er det bare minder. For i dag har jeg det anderledes. Jeg er stadig ikke voldsomt glad for at skulle bevæge mig ind på ukendt territorium, hvor der er mange mennesker, men jeg kan gøre det med oprejst pande, en nogenlunde normal ansigtskulør og samtidig smile til folk. Og egentlig kommer jeg helst ikke for sent stadigvæk. Men angsten for at sige noget og fremlægge er der ikke længere. Jeg har for eksempel undervist. I flere år på mit studie har jeg afholdt klasseundervisning. Det var også nervepirrende, men jeg kunne kontrollere det (var dog usædvanlig godt forberedt). Jeg har holdt foredragt om forskning for større forsamlinger, og klarede det endda på engelsk til en konference. Og ja, jeg gik faktisk i stå et par gange undervejs, men kunne tage det med et smil og fortsætte, hvor jeg slap. Uden at gå i panik. Og med en lyst til at gøre det igen bagefter.
Og det er en kæmpe lettelse. At være sluppet ud af det.
/Anne
