sommeruld

IMG_1627.JPG

Siden efteråret har jeg egentlig været gået all in på uld til lille A, og siden lillesøsters ankomst sidst i februar har hun faktisk også været klædt i uld inderst næsten hele tiden. Og med stor succes synes jeg umiddelbart. For sidste års sygdomsmarathon har vi helt undgået, og lillemanden har kun været forkølet et par gange. Lillesøster har også nået et par forkølelser allerede, men jeg synes faktisk, at der virker til at have været efter hun har været uden uld et par dag, når bodyerne en gang imellem har været til vask. Så ungerne går stadig iklædt uld inderst selvom kalenderen siger juni, og jeg har faktisk tænkt mig at fortsætte med det hen over sommeren. For de føles simpelthen så veltempererede når de bruger uld.

Nu er det jo ikke fordi, at børnene er klædt i flere lag tyk uld. Som regel er det bare inderst, og nu her hvor der er lunere i vejret er jeg stor tilhænger af uld/silke blandingerne, der altså er med til at lede varme og fugt væk fra kroppen. Det er især rart til en aktiv vuggestuedreng, der tonser rundt på legepladsen, hvor ulden er med til at holde ham tør. Men samtidig holder det ham varm, når han i lidt længere tid sidder i sandkassen eller på græsset. For lillesøsters vedkommende ligger hun jo en del stille i gulvhøjde og her er ulden med til at holde hende lun, ligesom hun bruger en uld/silke hjelm udenfor, da det er gennem hovedet at man mister en del kropsvarme.

Vi har på det sidste især været glad for bodyer, undertrøjer og bluser fra joha til storebror, mens lillesøster har brugt ærmeløse bodyer fra iobio samt joha. Er det mærker I har erfaring med?

Jeg bliver nødt til lige at dele et par gode råd til vedligeholdelsen af uld så at sige. Til dels baseret på bitter erfaring. Jeg må tilstå at jeg altså lidt sværger til at vaske det i hånden. Måske til dels fordi vi har fælles vaskeri hvor vi bor og maskinerne er altså ret store. Ved ikke hvor meget tiltro jeg har til uldprogrammet på dem. Men nej, jeg synes faktisk ikke at det er så besværligt. Man skal huske at bruge et særligt vaskemiddel til netop finvask og så er det en god ide en gang imellem at give tøjet en uldkur. Hvis man ikke bruger egnet vaskemiddel kan man faktisk komme til at vaske nogle af fibrene helt væk og derved få hullet tøj. Til pletrens kan man bruge sådan en oksegaldesæbe som blandt andet kan købes i helsekost, og ellers anbefaler vanish, at man bruger deres flydende produkter. Vil dog lige tilføje at man skal være ret så forsigtig med det vanish, jeg er faktisk kommet til at ødelægge noget i kampen mod “remoulade” pletter (gode tips modtages gerne).

Til sidst vil jeg lige dele et tip, for mens jeg skrev indlægget her tikkede der en mail ind fra min yndlings-uldpusher om at man kan få 30% på al joha sommeruld til og med i dag lørdag den 20. juni ved brug af koden Sommer15. Bare et lille tip, og på ingen måde sponsoreret i forbindelse med dette. Har skrevet dette indlæg på eget initiativ og så var det da en heldig bonus med den kode tænker jeg 🙂

Bruger I uld om sommeren mon?

/Anne

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Tagget , , , .Bogmærk permalink.

5 Kommentarer til sommeruld

  1. Line Skjøt siger:

    Hej 🙂 Læser med glæde din fine blog 🙂 Tips til genstridige pletter ala remoulade, karry, græs-knæ og den slags: Er der genstridige pletter på tøjet giver jeg det en klat opvaskemiddel/sulfo og gnider det hurtigt ind i pletten, folder tøjet sammen og i vasketøjskurven. Det virker stort set altid. Pletten skal dog helst ikke være for gammel. Hilsen Line 🙂

  2. Lene siger:

    Hej, jeg har også brugt bodyer fra iobio da min søn var lillHav e. Han fik undertrøjer fra Nøstebarn, inden han var to. Her i vinters fik uld leggings og tshirt fra Anglamark købt i Kvickly, virkelig lækker kvalitet.

    For et par uger siden, købte jeg uldundertrøjer fra Dilling Underwear. Han får kun undertrøjen af hvis det er over 25 grader. Må nu vaske i hånden, da min nye vaskemaskine krymper ulden 😂

    Vi har på tre år, kun haft lidt hoste og 4 gange influenza.

  3. Birgitte siger:

    Vi bruger uld inderst september-april (i år langt ind i maj pga. temperaturen), men har også lidt sommeruld til lillebror. Til “remoulade”pletterne virker det samme som til de pletter på andre tekstiler: smør brun sæbe på som om du smurte smør på brød og lad det virke lidt (5-30 min.) – og vask som normalt med uldvaskemiddel. Er indtil videre gået fint i maskinen.

  4. nils1980 siger:

    Mit bedste tip til pletter er helt alm opvaskemiddel, hjemme hos os kan det tage alt

  5. Marie Pryn siger:

    Ih ja, uld er skønt hele året 🙂 Jeg har haft succes med at koge bodyerne. Læg dem i koldt vand i en gryde og varm langsomt op til det koger. Sluk så for varmen og lad det køle langsomt af. Ikke noget med at skylle med koldt vand eller røre for meget rundt, så filter/krymper det (det virker også til at sterilisere uldne ammeindlæg). Jeg har dog kun gjort det med ren uld, så jeg ved ikke om silken kan tåle det. Ellers kan man hænge det ud i sollyset. Det ved jeg, at mange stofble-mødre gør med de gule pletter.

Skriv et svar til Birgitte Annuller svar