Der er mange blogge omkring det at være mor. Mange fødselsberetninger og mange tilgange og syn på det at være mor. Og der er endnu flere der kommenterer, giver gode råd og byder ind.
Emilis indlæg og ikke mindst Trines refereren til det satte lidt tanker igang, og åbenbart et behov for at skrive det ned.
Jeg er voldsomt imponeret af de mødre, som virkelig har overskud og forstår at udnytte også den bedste tid optimalt. Jeg synes, det er supersejt, og I skal endelig blive ved med at dele de erfaringer. Og jeg elsker lortemors mere (som hun selv proklamerer) pessimistiske tilgang til morskabet, hvor der også er plads til dårlige dage, lortebleer og brok.
Ærlig talt står de første par måneder efter lille A’s ankomst til verden ikke særlig klart. Tværtimod, så har jeg virkelig svært ved sådan specifikt at huske hvad vi lavede. Det var desværre ikke en masse udeture, besøg og overskud, men behov for hud-mod-hud, alenetid og ren og skær overleven, der prægede dagene. Nogle dage kom kæresten hjem fra arbejde for at få frokost i mig. Efter ekstra indlæggelse med gulsot var det nemlig desværre ret svært at få gang i den der amning, og lille A og jeg kæmpede lidt sammen. Helt seriøst.. Det var bare ikke pisse skægt, og det er også med et lille stik i hjertet og en smule misundelse, at jeg læser Emilis indlæg. For hvor ville det bare have været fantastisk skønt at have det sådan. Og jeg håber simpelthen sådan, at når vi (forhåbentlig) engang skal være forældre igen, så bliver det en smule nemmere. Så det hele ikke drukner i glemslen men bliver en smule mere hyggeligt og overskudsagtigt.
Og nej, det er ikke for at få medlidenhed at indlægget er skrevet. Tankemylderet skulle ud, og nu må vi se om det får lov at blive.
/Anne
Kære Anne! Så dejligt med et personligt indlæg 🙂 Jeg misunder og UNDER også Emilies fantastiske tid som nybagt mor. Jeg kan heller ikke huske andet end tågen, boblen og hud mod hud. Sådan tror jeg det er for rigtigt mange. Dejligt du deler ud af tankerne, det klæder dig 🙂 KRAM
Hvis jeg skal fortælle, hvad jeg brugte de første måneder af min barsel på, er jeg desværre nødt til at kigge i fotoalbummet på computeren, for jeg kan ærlig talt ikke huske det. Strøglimt centrerer sig om ammebrikker, gåture med hylende dreng, skrækken for babyalarmen og alt for mange opkald til min kæreste om, at han skulle komme hjem nu. Som i lige nu.
Men overskuddet kom lige så stille (da vi lærte at svøbe ham!), og det tidspunkt, hvor jeg startede bloggen, må vel næsten være et vendepunkt, for da havde jeg overskud til andet end “tresomheden”. Så bare lidt ærgerligt, at min barsel sang på sidste vers der 🙂
Vi satser også på, at barn nr. 2 bliver nemmere!
Kram
Hej Anne. Dejligt indlæg, sådan har jeg haft det begge gange, selvom jeg også ville ønske at det havde været overskudsagtigt det hele. Jeg synes du skal lade det blive.
Stort kram Pernille
Jeg har også først fået overskud til at komme lidt ud efter de første 6 uger… Men erfaringen havde også fortalt mig at det nok også blev sådan her 3. gang.
Og jeg har nu nydt bare at være herhjemme, i stedet for at blive frustreret over det
Rigtig fint indlæg! Jeg havde det præcis som dig! Jeg ammede dog ikke, men tiden efter fødslen af mit første barn var ren overlevelse. Og det tog mig lang tid at acceptere, at jeg ikke var typen, der gik på cafe og i babybio, for overskuddet var simpelthen ikke til det. Derfor glædede jeg mig til anden barsel, for NU skulle jeg socialisere, være aktiv og “få noget ud af barslen”. Men det viste sig, at jeg egentlig slet ikke havde det behov mere for at komme ud.. symbiosen mellem mor og barn, og tilblivelsen af en familie på 4 var alt rigeligt. Jeg meldte mig ud af Mødregruppen og nød at være derhjemme, hud mod hud, og bare ligge med oskar i dobbeltsengen. Først nu er jeg klar på at komme lidt ud (han er 6 mdr), jeg har fået en nu Mødregruppe via IG, og jeg fortryder ikke noget. Vi er bare alle forskellige mødre og måske handler det ikke om, hvad der er rigtig eller bedst, men om st acceptere, hvad der er rigtigt og bedst for os selv. Anden barsel har klart været min bedste, for jeg har formet den lige efter mine og oskars behov. Ikke de behov, jeg troede jeg havde.
Så fint indlæg du har skrevet! Jeg følger også med hos Emili og bliver SÅ misundelig – det tør jeg godt indrømme. Hvem ville ikke gerne have så fin, rolig og dejlig en start? Vi var indlagt længe pga. en voldsom fødsel og mange skader og da vi endelig vendte helt hjem efter tre uger, så fik han kolik… Det var op ad bakke hver dag indtil han rundede syv måneder. Sådan har det været for mig (der stadig ikke har været til frisøren selvom han snart bliver 11 måneder) og det er min historie, at for mig med mit barn har det været HÅRDT at blive mor. Sådan er det ikke for alle og det er lige i orden at være træt, glad, fuld af overskud, på randen af gråd eller hvad man nu er – bare man er sig selv. Jeg håber at I får en nem(ere) start, når I engang når til nummer 2 🙂
Det er godt at slippe alle tankerne fri! Og I og alle andre med en hård start fortjener virkelig at prøve version nummer 2 – den version hvor det hele er lidt nemmere så man få lov til at nyde den første tid i stedet for at skulle kæmpe med amning, manglende søvn osv.
Og så tror jeg, at den største tjeneste vi kan gøre os selv, er at stoppe med at sammenligne babyer, søvn, barsler og overskud, og i stedet læse de forskellige beretninger som erfaringer og afspejling af den enkeltes situtation.
Vi havde en super super nemt start på livet som forældre. Kamille var NEM og SOV godt om natten. Og lad mig sige en ting, søvn = overskud! Så jeg fik både bagt, startet blog op og alt muligt andet. Det man ikke kunne læse ud af overskuddet var, at vi de første 6 måneder ventede på en hjertescanning og først derefter rent faktisk slappede af. Så meget af mit overskud var faktisk også tidsfordriv fordi det var så ulideligt at vente.. Hmm det burde jeg måske have skrevet på bloggen;)
Dejligt at få tankerne ud 🙂 hvis jeg skal være bund-ærlig, så tror jeg at det gik næsten et halvt år inden jeg virkelig nød min barsel… Vi havde også en hård start med undervægt og massive mængder gylp, så bekymringerne fyldte en del!
Kan også nikke genkendende til det Marina skriver om at frygte baby alarmen og være besat af søvn (altså babyens)… og i den periode var jeg meget sikker på at jeg ikke skulle have en nummer to, men nu er det kommet på afstand og jeg er mere åben for tanken men dog stadig bekymret. Bekymret for om jeg kan klare det… den tid den sorg og glæde… forhåbentlig!
Håber din koncentration nu er tilbage efter cookie og tanke-luftning 🙂
Kram Stina
Hej Anne. Dejligt ærligt indlæg og du er bestemt ikke alene med dine følelser omkring den første tid med en lille baby… Man lærer vel lidt hen af vejen at alt er en fase og at der både er gode og dårlige dage/uger/måneder og så har jeg personligt også lært at man ikke skal sammenligne sig med andre for der er virkeligt forskel på hvilket barn man får – men jeg kender nu også godt til misundelsen :).
Jeg husker heller ikke meget fra den første tid som nybagt mor. Vi fik en “på arm” baby, – og det var han så… altså; på arm 24 timer i døgnet. Jeg følte mig ellers rimeligt frisk og klar til at “komme ud”, drikke kaffe, bage kage og alle de der andre ting jeg nu havde forestillet mig jeg skulle igang med så snart jeg havde forladt barselshotellet, men det lykkedes bare ikke med en power nap baby der vågnede i et hyl uanset hvor forsigtigt man forsøgte at lempe ham i vuggen eller barnevognen.
Jeg er sikker på at det bliver lettere med barn nr. 2, om ikke andet så fordi man er mere forberedt på at man ikke kan forberede sig på noget som helst 😉
Kære Anne, tak fordi du deler! Det er rart at komme lidt under huden nu og da 😉 Hud-mod-hud lyder faktisk slet ikke så ringe, det kan jeg godt savne lidt. De to første måneder er bare særlige, på godt og ondt. Håber du får det mere som du ønsker det næste gang. Og hey, jeg kan sgu’ ikke rigtigt huske noget fra de sidste 9 måneder 😉
Jeg er så misundelig på Emilies overskud, men jeg under hende det bestemt! Det må jo være SÅ skønt! Jeg er selv lige blevet mor og har intet overskud. Overhovedet! Håber det bliver bedre og lettere med tiden.
//Charlotte
Tak for endnu et fint input til det der med at være mor. Jeg var også i boblen og kæmpede de første mange måneder. Der skal være plads til alle måder at være mor på. Både dem med masser af overskud og os med massivt underskud. Klem
Hej Anne. Vi er åbenbart flere i samme båd. Jeg har haft det på samme måde under begge mine barsler (faktisk i alle 9 måneder, indtil den dag jeg startede på arbejde igen og barselsboblen blev punkteret). Med to sensitive piger (og med deres sensitive mor) kan jeg stadig have svært ved at finde overskuddet og forsøger for det meste bare at holde skuden i vandet i en presset hverdag. Åhh hvor jeg dog dagligt drømmer om at have mere overskud og ro i mit moder-hjerte. Kram fra Malene (FARMA)
Kram!
Vi har alle vores start på livet som mor og der er bare gode som dårlige dage, sådan er det! Vi kan ikke altid være supermødre, men må gøre vores bedste! Den første tid af min barsel var også noget rodet – man skal jo lære baby at kende og sin nye rolle. Nu er Kalle-baby 7 måneder og jeg nyder min barsel til fulde! 🙂
//Emilie
http://gravidmedlupus.blogspot.dk/
Super indlæg – og meget personligt. Jeg tror vi alle sammen gør alt hvad vi kan – for at klare vores nye rolle på bedstevis. Der er bare nogle ting vi ikke kan gøre noget ved, græde barnet konstant, indlæggelse eller en helt tredje ting. Tror det er de færreste der fra dag 1 har MAX overskud – mit kom i hvertfald først efter en måneds tid. Er normalt typen der altid er flyvende, fyldt med overskud, energi og kontrol. Men måtte da lige ændre liiidt i mit liv da lille Alba kom til verden.
Alt begyndelse er svært (i hvertfald til tider – og her er lige netop et område hvor vi ikke har lyst til at fejle)
Charlotte
http://www.fit-mom.bloggersdelight.dk
EN personlig blog om at være mor, komme i form efter fødslen og træning.
Smut forbi bloggen hvor du pt kan vinde bogen “Fit på 100 dage”
Her har begge begyndelser med babyerne været svære- et stykke tid efter Sigurds fødsel blev jeg ret deprimeret og her 2 år efter er jeg endelig mig selv igen! Håber jeg engang får modet til at skrive et indlæg om det!
Jeg glæder mig også til (forhåbentligt) næste gang, hvor jeg vil elske at starte lidt anderledes.Især på Barselsgangen, hvor jeg følte mig både passiv og i chok over at vi pludselig havde fået det her lille bitte menneske. Og så vil jeg være bedre til at nyde nuet og ikke spekulere over hvem der vaske op eller om nogen burde gøre rent.
At blive mor første gang er jo vildt overvældende, og man kan slet ikke forberede sig på hvordan det bliver. Jeg syntes det var stressende med de mange gæster der kom hele tiden – de kom jo i god mening – men var enormt forstyrrende i forhold til at skulle lære en lille ny at kende og få sig en rytme/hverdag. Synes også det var meget grænseoverskridende at skulle amme foran gæster.
Anden gang var jeg mere forberedt og rolig, bedre til at sige til/fra, og stolede mere på mig selv. Til gengæld er der jo så en ældre søskende om også kræver mor, så det er også noget helt andet.
Jeg håber du næste gang får en bedre oplevelse 🙂
Tak for et meget ærligt og hudløst indlæg søde Anne!
Åh Anne, jeg kan sagtens følge dig. Det var også rigtig svært og langt fra rosenrødt for mig – især var det hårdt at få kommentaren ‘hvor er hun dog et nemt barn’ …jeg syntes ikke hun var nem! Jeg havde intet overskud og husker ikke at jeg lavede noget af nævneværdig karakter, og at vi var midt i en ombygning gjorde absolut ikke det hele lettere…
Børn og mødre ER bare forskellige, og det vigtigste må vel være ikke at dømme andre på egne erfaringer – eller omvendt; dømme sig selv på baggrund af andres erfaringer 🙂
Pingback:Mor er træt | Østfronten
Selvom det hele virker tåget, fandt jeg nok overskud til at klare igennem dagene. Også selvom de kun bestod af hud til hud. Jeg havde ikke lyst til at gå nogle steder hen end ture ud i det blå med taleradio i ørene.
Jeg havde 6 mdrs barsel og er i dag lykkelig for at jeg bare brugte tiden på det.
Jeg håber, at alle nybagte mødre vil gøre det de og deres barn har behov for.
Pingback:Begyndelsen | Marie Marolles
Men for både mor og barn er jeg overbevist om at hud mod hud og alenetid er meget bedre end at fare rundt med baby liggende i barnevognen. Så selv om du kun husker lidt fra den første tid tror jeg du lige nøjagtig har givet den allerbedste start på livet for din søn – nærhed 🙂 min første barsel var også svær de første måneder og jeg blev sendt af sted i mødregruppe da Alberte var 2 uger, ganske forfærdeligt kan jeg huske jeg tænkte. Denne gang med Bertram har det været meget nemmere og jeg kunne tage af sted nærmest med det samme. Men faktisk nyder jeg allermest de stille dage vi har hjemme med masse af nærhed. Det vigtigste er tiden med ham ikke caféture, mødregruppe osv. Det er så kort tid de er så små, som vi aldrig får igen.
Dit indlæg går rent ind – det er 100 år siden jeg sidst har kigget/kommenteret på særligt mange blogs, men lige det her kaldte på en kommentar..;) Min oplevelse var meget den samme med lille Karoline (dengang for snart 6 år!! siden) Det var en kamp – især pga søvnunderskud og en amning der ikke rigtigt ville lykkes – og det oveni alt det nye, det at være blevet mor… JEg tror aldrig den der allerførste tid med ny baby emmer af overskud osv – men jeg kan fortælle at med Frida var overskuddet et andet (stadig søvnunderskud, udfordringer osv) og selv amningen fik vi til at køre – så det kan lade sig gøre.. Og så tror jeg bare det er rigtig vigtigt at være ærlig, sige til og fra, mærke egne behov og overskud og så ikke nødvendigvis sammenligne…;) Håber du kan bruge tankerne…
Jeg synes folk her i kommentarfeltet er så søde og støttende, så derfor har jeg også selv lyst til at fortælle, at jeg virkelig heller ikke synes, det er nemt at få en baby. Jeg er på barsel med mit første barn, som nu er 3 måneder, og de to første måneder var de værste i mit liv. Jeg har så dårlig samvittighed over, at det at få et barn ikke har gjort mig mere glad og lykkelig, men i stedet det modsatte. Jeg ønsker ikke for nogen, at de har det som mig, men det er alligevel trøstende at læse, at andre også har haft det svært. Og så håber jeg også, det bliver nemmere med en eventuel nummer to!
Mine første måneder var præcis som dine Anne, jeg nød det absolut ikke! Altså jeg nød jo mit barn, men jeg var top stresset og anede intet om hvad det ville sige at være nogens mor. I det hele tage synes jeg ikke det var særlig spændende at være på barsel…
Pingback:Myter om at være mor | Taburetten
Pingback:Tanker om moderskab på Mors Dag: Skulle vi ikke bare aftale, at vi ALLESAMMEN har ret? | Østfronten
Pingback:Begyndelsen
Pingback:mavetjek - Krittewitt