Happy New Year

Så er det lige oppe over. Snart står der 2011 i kalenderen.
Jeg vil ønske alle derude rigtig godt nytår. Lige på falderebet til det nye år har jeg rundet 100 faste læsere. Er fuldstændig benovet over at så mange har lyst til at følge med herinde, mange tak til jer allesammen. Det varmer rigtigt her i det kolde vejr.
Vil samtidig benytte chancen til at sige, at hvis du undrer dig over, at jeg ikke har været forbi din blog, så er der en meget stor sandsynlighed for at jeg ikke ved at den er der. I profilerne på Friend connect skal men aktivt tilføje sin blog, ellers kan man ikke se den. Og så ved jeg ikke at den er der. Bare en lille opfordring 🙂


For mig er det altid en lidt speciel følelse med nytåret. Føler nok i højere grad tidens gang ved nytåret end ved min fødselsdag, hvor jeg da ellers passerede et lidt skarpt hjørne sidste gang.
2010 har været travlt, ligesom 2009 også var meget hektisk. Håber virkelig at jeg kan drosle lidt ned i det nye år og få tid til alle de nye ting jeg gerne vil. Hækle, sy, strikke blandt meget andet kreativt, og veninderne må der også meget gerne blive meget mere tid til. Savner dem jo!

Fagligt kommer der også til at ske noget ny i 2011. Det bliver året hvor jeg skal begynde på den kliniske del af min uddannelse. Nu ved jeg åbenbart alt der er værd at vide (sådan da) om den raske krop, så nu skal jeg til at lære om alt det syge. Det bliver en spændende udfordring at kombinere det jeg allerede ved med alt nye og samtidig skulle lære patientkontakt. Regner også med at skulle undervise igen. Har bedt om kun at få et halvt hold ligesom sidste gang, for kan simpelthen ikke overskue at skulle læse 12 timer om dagen hele februar bare for undervisningens skyld. Jeg kender jo mig selv godt nok til at vide, at jeg kommer til at bruge meget tid på forberedelse igen i marts og april. Selvom jeg underviste i samme pensum sidste semester, så kan man jo kun blive bedre, og vil gerne have endnu bedre styr på det, så jeg kan blive mere fri fra mine noter. Vil også gerne slappe lidt af, have tid til sysler osv. som nævnt ovenfor, det er vel ikke for meget forlangt?

Et af de første mål jeg håber på at få opfyldt for 2011 er noget så banalt som en ny sofa! Vores hjem bærer stadig præg af de ting, vi hver især havde inden vi flyttede sammen, og det er på mange måder ret studenteragtigt. Fair nok, når vi nu begge er studerende endnu, og der er sådan set hverken plads eller penge til de vilde forandringer. Men vores sofa er min kærestes gamle futonseng, og den fylder altså næsten det halve af stuen – også i foldet tilstand. Så ønsker mig så meget en lille 2 personers sofa, så der kan blive lidt mere luft i det lille hjem.

Et nytårsforsæt kunne måske også være at udvikle et lidt bedre sprog så mine blogindlæg bliver lidt rarere at læse?

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Bogmærk permalink.

5 Kommentarer til Happy New Year

  1. Mille siger:

    Rigtig godt nytår Anne!
    Glæder mig til at følge med på din blog i det nye år og forhåbentlig kan vi strikke en strikkeklub sammen;)

  2. Annette siger:

    Rigtig godt nytår til dig 🙂

    Glæder mig til at følge med i din blog i det nye år, og måske du kigger forbi min? 🙂 livetherfra.blogger.com

  3. Mette siger:

    Rigtig godt nytår Anne.
    Knus

  4. Malene siger:

    Også rigtig godt nytår til dig, Anne. Glæder mig til at følge med hos dig i 2011 🙂

  5. Anette siger:

    Også et rigtig godt nytår til dig. Jeg ser frem til at følge dig her i 2011.

Skriv et svar