Min farfars grønne fingre

For et par år siden ønskede jeg mig til min fødselsdag en plantebog. Altså en bog om stueplanter. Mine veninder slog sig på lårene af grin, for det var da det mest åndssvage man kunne forestille sig. Meeeen… da bogen først blev pakken op skulle alle alligevel lige hen for at se om de kunne finde den plante der stod derhjemme, og hvordan den nu skulle passes osv.
Og jeg er bare glad for bogen, og engang imellem tages den frem så jeg kan lade mig inspirere til nye blomster-indkøb. For jeg æææææælsker blomster, altså sådan virkelig ELSKER. Det har jeg altid gjort, og der var da også en overgang i folkeskolen, hvor jeg stod nede foran blomsterboden i den lokale Kvickly og mente at jeg skulle være blomsterbinder.

Det blev jeg så ikke lige, men derfor kan man jo godt alligevel nyde blomster. Efter vi kom hjem fra vores sommerferie var næsten alle planterne døde. Det synes jeg ikke rigtig man kan bebrejde dem, det har trods alt været meget varmt i den lille lejlighed, og på trods af at søster passede dem lidt var det trods alt 4 uger uden den sædvanlige kærlighed.
Men en enkelt plante overlevede dog. Den er ikke sådan at slå ihjel. Da jeg for et par år siden udlejede mit værelse til en udenlandsk studerende, var den vist ikke blevet vandet et par måneder da jeg kom hjem , men jeg fik liv i den alligevel. Og sidste sommer dødsdømte min ellers kære svigermor den. Men selvfølgelig var den ikke død – bare på ferie. Og nu har den det så godt som aldrig før, selvom de to planter nok godt kunne trænge til hver sin potte.

Grunden til jeg er så glad for mit Paradistræ (for det hedder planten ifølge min mor) er, at det er en stikling fra hendes store plante, som igen er en mindst 20-årig gammel stikling fra en plante min farfar havde.
Min farfar, som desværre døde for et par år siden, havde en fantastisk have, og jeg kommer aldrig til at betragte studenternelliker, liljekonvaller og lathyrus uden at tænke på ham. Til ham og min farmors guldbryllup havde han fremdrevet liljekonvallerne i drivhuset fordi det var farmors yndlingsblomst. De skulle ellers først blomstre et par måneder senere.

Det er helt utroligt, hvor små ting der skal til for at igangsætte en hel kaskade af tanker. Jeg begyndte med Paradistræet og sidder nu og svælger i minder om min farfars finskbrød, wienerstang, viennetta-is, flæskesteg og ikke mindst rødbeder. Farfar syltede sine hjemmedyrkede rødbeder, og det var de bedste syltede rødbeder i HELE verden. I lang tid ville jeg ikke spise andre rødbeder end Farfars Rødbeder, så min mor bildte mig ind, at dem vi havde var Farfars Rødbeder. Det medførte, at jeg under mange, mange måltider i stilhed sad og undrede mig over, hvordan han mon lavede de fine riller der var i rødbederne…

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...
Bogmærk permalink.

Skriv et svar